Andelsselskabet NRGi a.m.b.a. står bag valget.
NRGi's bestyrelse har fra sin midte udpeget en valgleder, der er den formelt ansvarlige for valgets korrekte afvikling.
For at sikre, at valget afvikles på en optimal måde, er det virksomhederne Assembly Voting, v. Aion Aps og Boarding, der står for udsendelsen af materiale og optælling af stemmer.
NRGi's revision overvåger hele processen, og alle tvivlsspørgsmål afklares i et tæt samarbejde mellem NRGi, valgleder, revisor og advokat.
Efter hvert valg udarbejdes en valgprotokol.
Sådan fungerer optællingen
Selve valghandlingen og optælling af stemmerne udføres af en ekstern uvildig leverandør, Assembly Voting v. Aion Aps. De har et resultatet umiddelbart efter valghandlingens afslutning.
Umiddelbart efter valgets afslutning gennemgår NRGi's revision afstemningsprocessen og det valgresultat, man er nået frem til. Stemmesedler, der kan være tvivl om, gennemgås sammen med Valglederen.
Når alt er gennemgået, samles revision og advokat med Valglederen. Valgets resultat godkendes og protokollen underskrives. Først herefter meddeles resultatet officielt.
Det svarer nogenlunde til, at vi ikke meddeler noget resultat før fintællingen er foretaget og valglederen har godkendt valget.
Hvem er valglederen?
Valget ledes af en valgleder, som er udpeget af og blandt bestyrelsen for NRGi a.m.ba. Den udpegede valgleder er ikke på valg det pågældende år.
Valglederen skal påse, at meddelelse om og gennemførelse af valget sker i overensstemmelse med bestemmelserne i valgregulativet, og skal i denne forbindelse i valgprotokollatet afgive erklæring om valgets lovlighed.
Valglederen bistås af selskabets eksterne revisor og advokat i forbindelse med denne kontrolfunktion. Revisor og advokat inddrages således i drøftelserne i forbindelse med tvivlstilfælde og eventuelle klager over gennemførelse af valget.
Behandling og optællingen af de afgivne stemmer varetages af et uafhængigt eksternt selskab i samarbejde med NRGi’s eksterne revisor. Revisionsselskabet har i forbindelse med valget kontrolprocedurer og foretager bl.a. stikprøver på indkomne stemmer og afgør i henhold til opstillede procedurer spørgsmål om ikke-gyldige stemmer.
NRGi’s revisor og advokat tiltræder den af valglederen godkendte valgprotokol.
Valglederen har således en række formelle opgaver i forbindelse med afviklingen af valget til NRGi’s repræsentantskab. På linje med de øvrige medlemmer af bestyrelsen kan valglederen aktivt deltage i valget med respekt for, at al kommunikation om valget tydeligt sker i eget navn og ikke knytter sig til NRGi som selskab.