Ren Horsens Fjord giver nyt liv under vandet
Flere end 22.000 tons sten skal over de næste mange år lægges ud på bunden af Horsens Fjord. De mange sten skal skabe liv i fjorden, hvor snegle, krebsdyr og småfisk kan leve og gemme sig.
Med NRGi's støtte, har Ren Horsens Fjord-fonden haft mulighed for at lægge endnu en omgang ud. Stenene skal denne gang spredes enkeltvis over større områder.
Det sikrer, at blåmuslingerne kan brede sig over store dele af fjordbunden, og netop blåmuslingerne spiller en vigtig rolle i fjordens økosystem, fordi de filtrerer vandet for de næringsstoffer, som ellers gør vandet uklart og vanskeligt at leve i for både dyr og planter.
Til glæde for naturen og fællesskabet
Ud over at bidrage til livet i fjorden, bidrager stenene også til livet på land. Mere biodiversitet i fjorden skaber nemlig grobund for større rekreative oplevelser for lystfiskere, sejlere, dykkere og andre, der kommer ved fjorden. På den måde har stenudlægningerne også en betydning for de lokale fællesskaber.