Nu spiller musikken på strøm
Samsø Festivalen er en af landets mindre sommerfestivaler.
Den drives af frivillige, der hvert år knokler løs for at give tusindvis af glade sommergæster uforglemmelige musikoplevelser, lækker mad og drikke og ikke mindst en fantastisk stemning.
Ifølge Thomas Jakobsen, som er formand for Samsø Festival, er tilskuddet fra NRGi Puljen bare med til at gøre oplevelsen endnu bedre.
For med støtten er der blevet lagt strøm ind på hele festivalpladsen. Den gamle dieselgenerator er væk, og en ny transformator har taget dens plads.
Det betyder, at sommerens koncerter på Samsø fra nu af kører på strøm fremfor diesel. Og det gør smilene hos både øboere, koncertgæster og de frivillige endnu bredere.